På årets allersidste dag i 2015 blev jeg mor første gang. Jeg havde forberedt og glædet mig i en del år, og alligevel havde jeg ikke kunnet forudse det, der ventede mig.

22 måneder blev senere blev Frederikke storesøster, da Felix flyttede ind, og det er på mange måder ham, der for alvor har skubbet til vores idéer om, hvordan vi gerne vil drive familie og hvilke slags forældre vi egentlig ønsker at være.

Både Frederikke og Felix startede op i vuggestue omkring 10-måneders alderen. Det føltes helt rigtigt første gang, men hvor har vi som forældre haft meget ondt i maven over at aflevere Felix i hænderne på andre. Det dykker jeg meget dybere ned i i min podcast, som udkommer i august 2021.

Kort fortalt så har Felix aldrig været rigtig glad for at blive afleveret i hverken vuggestue eller børnehave, og det gjorde til sidst for ondt ikke at kunne imødekomme hans ønske om at blive hjemme bare engang imellem. Så i første omgang sagde jeg mit rigtig dejlige og spændende job op for at blive selvstændig og kun have mig selv at give besked, når mine børn havde brug for en mordag.

Det var en god start, og vi begyndte alle at trives bedre. Lige inden coronanedlukningen blev jeg gravid med Buster, og her var jeg ikke længere i tvivl. Han skulle ikke i hverken vuggestue eller dagpleje. Mit arbejde kan mere eller mindre laves hvor som helst og når som helst, så Dennis og jeg besluttede, at det måtte blive når babyen sov.

Til oktober bliver Buster et år, og nu er vi to voksne og to børn hjemme. Frederikke begynder i skole til august og skal ikke i SFO, og Felix har fået orlov fra børnehaven på ubestemt tid.

Det er ikke længere helt nyt land for os, det her med at indrette vores arbejdsliv efter hele tiden at have minimum en forældre til rådighed for børnene, men vi lærer og øver os hver dag.

Det deler jeg ud af her på siden, på min Instagram og i podcasten FORÆLDRE PÅ FULDTID.

Måske der sidder andre end os og har svært ved at afkode de der mavefornemmelser og finde vej og mod til at sige farvel og (måske) på gensyn til daginstitutionerne?