Jeg hedder Johanne, og jeg bor i Silkeborg med min mand og vores to børn.

Gennem mit professionelle liv har jeg hjulpet en lang række virksomheder med at vokse gennem digital markedsføring og kommunikation. Det gør mig ganske enkelt glad i låget og giver mig energi, når jeg kan hjælpe andre med at skabe større værdi i deres forretning, og jeg har meget svært ved at sige nej, når en ny udfordring byder sig.

Jeg har en bachelorgrad i fransk og virksomhedskommunikation fra Handelshøjskolen i Aarhus. Oven i den har jeg en cand.public fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Siden da har jeg stået for kommunikation og digital markedsføring for bl.a. Silkeborg IF Invest A/S og Silkeborg-Voel KFUM, hvor jeg har trukket mere og mindre sportsinteresserede i hallen og på stadion og i tæt dialog med sponsorer øget værdien af deres sponsorater.

Men, men …. da jeg blev mor til to skønne, små krudtugler, syntes jeg, det var svært at forene mit ønske om at tilbringe så meget tid med dem som muligt med et fuldtidsjob med meget aften- og weekendarbejde. Derfor tog jeg en rask beslutning om at starte min egen kommunikationsbiks

Det har givet mig frihed til at lægge mine arbejdsopgaver, når jeg vil, så jeg kan være sammen med mine børn, når de er vågne og friske.

Du kan læse her om mine kunder og de opgaver, jeg udfører for dem. Ved siden af underviser jeg i digital markedsføring Erhvervsakademiet Dania

Jeg elsker at have travlt, at mine dage aldrig er ens, og at jeg løbende kan se resultaterne af det, jeg laver for mine kunder, hvad end det drejer sig om at skabe større synlighed eller øget salg. Jeg føler mig både heldig og stolt over, at jeg har skabt mig en tilværelse, hvor jeg kan arbejde sammen med nogle fantastiske mennesker og deres spændende virksomheder, hvis fede og ambitiøse mål jeg hjælper dem med at nå.

Et stort TAK til alle jer, der har vist mig tillid og ladet mig løfte jeres kommunikation og markedsføring!